1934: 7. oktober: Ulrike Meinhof fødes i Oldenburg som datter af kunsthistorikerne Werner og Ingeborg Meinhof.
1936: Familien flytter til Jena, da faderen bliver direktør for et museum.
1939: Werner Meinhof dør af kræft. Familien får økonomiske problemer, og moderens studiekammerat fra universitetet, Renate Riemeck, flytter ind som lejer.
1946: Familien og Riemeck forlader Jena i den sovjetiske besættelseszone, der senere bliver til DDR, og flytter tilbage til Oldenburg.
1949: Moderen, Ingeborg Meinhof dør af infektion efter en kræftoperation. Ulrike Meinhof bor hos Renate Riemeck, der er politisk engageret i socialistiske og pacifistiske ideer. Ulrike Meinhof beundrer den progressive Riemeck.
1955: Ulrike Meinhof bliver student. Hun er tæt på at blive smidt ud af skolen, da hun kritiserer en lærer for at råbe ad hende, hvorefter hun pakker sine ting og forlader klasseværelset.
1958: Tilslutter sig Sozialistischer Deutscher Studentenbund.
1959: Ulrike Meinhof bliver medlem af det vesttyske kommunistiske parti. Bliver også ansat ved det venstreorienterede tidsskrift konkret.
1960: Bliver chefredaktør for konkret.
1961: Indgår ægteskab med konkrets udgiver, Klaus Rainer Röhl
1962: Tvillingedøtrene Regine og Bettina fødes.
1965: Meinhof idømmes en bøde, efter at hun i konkret har kaldt Franz-Josef Strauß, en stærkt højreorienteret politiker for ”den mest infame tyske politiker”.
1967: Ægteparret Meinhof-Röhl separeres og indgår senere skilsmisse.
1968: Meinhof flytter med døtrene fra Hamburg til Vestberlin. I Frankfurt placeres en brandbombe i et
stormagasin. Ulrike Meinhof dækker den som journalist. Gennem interviews lærer hun de anklagede at
kende, blandt dem de senere grundlæggere af Rote Armee Fraktion (RAF), Andreas Baader og Gudrun
Ensslin.
1969/1970: På grund af voksende politiske uoverensstemmelser afbryder Meinhof sit arbejde for konkret.
1970: Meinhof opsøges af Baader og Ensslin, der er på flugt fra fængselsstraffen for varehusbrandene i 1968. De flytter til en dæklejlighed. 4. april anholdes Andreas Baader ved en trafikkontrol. 14. maj deltager Ulrike Meinhof i befrielsen af Andreas Baader. Hændelsen ses sædvanligvis som grundlæggelsen af RAF. Meinhof udfærdiger kort efter RAF’s første erklæring, ”Die Rote Armee aufbauen”. I juni flygter RAF-medlemmerne til Jordan, hvor de opholder sig i en palæstinensisk træningslejr og deltager i militær træning. Med tavs accept fra DDR-regimet vender de tilbage til Vesttyskland i eftersommeren. I de næste to år lever Ulrike Meinhof under jorden og deltager i bankrøverier og bombeattentater. Trods RAF’s tilnavn, Baader-Meinhof-gruppen, er Ulrike Meinhofs indflydelse i gruppen ringe.
1972: Lærer Fritz Rodewald anmelder at personer fra RAF vil overnatte i hans lejlighed i Hannover. Politifolk overmander en kvinde, der sætter sig voldsomt til modværge. Kvinden er en af de mest eftersøgte terrorister, Ulrike Meinhof. Meinhof varetægtsfængsles i Köln-Ossendorf under særligt skærpede vilkår.
1974: 29. november. Ulrike Meinhof idømmes otte års fængsel for mordforsøg ved befrielsen af Andreas Baader. Straffen afsoner hun i Stammheim-fængslet ved Stuttgart. Hun er i perioder ikke kontakt med andre fanger, og der er en forholdsmæssig stor grad af isolationsfængsel. I maj påbegyndes den næste proces mod Meinhof, Baader og Enslin. De står anklaget for fem mord, 54 mordforsøg, sprængstofattentater og bankrøverier. Meinhof har haft sporadisk kontakt med sine døtre siden fængslingen, men den stopper i 1974.
1976: Om morgenen søndag den 9. maj findes den 41-årige Ulrike Meinhof død i celle 719 i Stammheim-fængslet. Dødsårsagen er hængning. Hun bliver bisat den 16. maj. 4000 personer følger hende til graven ved en seance, der udvikler sig til en demonstration. Mange har sminket deres ansigter hvide, og der er transparenter med ordene ”Ulrike Meinhof, vi vil hævne dig”. I de følgende dage er der demonstrationer i flere større vesttyske byer, hvor det kommer til sammenstød mellem demonstranter og politi.