[fra forestillingsprogrammet til Ulrike Meinhofs sang]

DEN VÆBNEDE KAMP
Af journalist Peter Wivel, korrespondent for Politiken i Berlin

Claus Peymann, lederen af Brechts gamle teater Berliner Ensemble, sagde for nylig i et interview, at han havde fuld forståelse for Rote Armee Fraktion, RAF, ikke mindst, når man så den et historisk perspektiv.
Andreas Baader og Ulrike Meinhof var ikke almindelige mordere, mener Peymann. De dræbte ikke for at slippe af med et voldtægtsoffer eller for at berige sig. ”Disse terrorister dræbte, fordi de troede, at de med deres mord kunne udrette noget mod morderne på hundredetusinder af børn og kvinder i Vietnam, fordi de troede, at noget måtte gøres mod fattigdommen i den 3. verden. Som Brecht siger: ’Vold hjælper kun, hvor vold hersker’”.
Baader-Meinhof-gruppens medlemmer er tragiske skikkelser, siger Peymann. De havde en drøm om en bedre verden. For den betalte de med livet.
Et historisk perspektiv var, som Peymann påpeger, Vietnamkrigen, der nåede sit dramatiske højdepunkt i 1968. Et andet var det græske diktatur, der tog magten i 1967. Et tredje vreden mod den iranske shah. Tiden var voldsom, og de tyske studenter var trætte af det banale liv i Forbundsrepublikken.
Men ingen vietnamesere bad tyske unge om at gribe til våben. Heller ingen fattige og elendige. Kun palæstinensere, der var helt nye på scenen dengang, så muligheder i de unge mennesker, og de overtog logistikken i den tyske terrorisme. Det var palæstinenserne, der gennemførte den første store og blodige terroraktion på tysk jord under De Olympiske Lege i München i 1972. Uden palæstinenserne havde RAF ikke drevet det vidt.
Det gælder både før, og efter at gruppens historiske ledere, Baader, Ensslin og Meinhof var arresteret i 1972. Før, fordi PLO i Jordan uddannede de tyske terrorister i våbenbrug og sikrede dem et bagland, de kunne nå via Schönefeld-lufthavnen i det kommunistiske Østberlin. Og efter, fordi palæstinenserne gav den tyske terrorisme et tiltrængt politisk alibi i en tid, hvor de små tyske nålestik udartede til gemene forsøg på at skaffe de tilfangetagne ledere fri. Det var det palæstinensiske PFLP, der stod bag de mislykkede flykapringer til Entebbe i 1976 og Mogadiscio i 1977.
Større kræfter tog over, og de har meget langt fra gjort det ødelæggende arbejde færdigt, de begyndte på dengang.
Det var, som om det perspektiv, RAF-folkene påberåbte sig, sivede væk mellem fingrene på dem. Tyskland havde i 1969 fået en socialdemokratisk ledet regering, der i de følgende år skabte afspænding og fred i forhold til Østeuropa og anerkendte DDR. I Helsinki lagde man i 1976 grunden til den fred i Europa, der endte i Murens fald. USA havde tabt Vietnamkrigen, længe før Meinhof, Baader og Ensslin tog deres eget liv, de græske oberster blev afsat i 1974, diktaturerne i Spanien og Portugal fulgte med, og Egypten havde i 1973 udfordret Israel til et historisk slag, der åbnede for fredsmuligheder i regionen. Egypten greb dem, det gjorde palæstinenserne ikke.
Vores del af verden forbedrede sig uden tyske terroristers bistand. Men det centrale spørgsmål, som Ulrike Meinhof dengang og Claus Peymann i dag undgår at besvare, lyder således: Skal vi nødvendigvis se alle handlinger i et historisk perspektiv? Og er det ikke netop, fordi historien altid er et vilkår, at vi må søge hjælp i den time out, vi kalder samvittigheden?
Walter Benjamin skriver et sted, at jøderne ikke interesserer sig for historiske perspektiver. De opfatter hvert sekund som den lille port, deres Messias kan træde ind igennem. Ulrike Meinhof vidste ikke, at det er denne lille port, vi må anstrenge os for at finde, hvis vi vil træffe vores egne valg. Ellers træffer andre dem for os.